Vilkår for brug

Version 1.0, gyldig fra 4. november 2026

Disse vilkår gælder for klinikker og optikere, der bruger Øjeblik.

Parterne

Øjeblik leveres af Øjenkirurgisk Klinik Aarhus ApS, Lystrupvej 23, 8240 Risskov, CVR oplyses senere, kontakt@ok-aa.dk, +45 32 22 82 20. Vilkårene gælder for klinikken og alle dens brugere.

Tjenesten

Klinikken kan sende billeder og oplysninger til faglig vurdering hos en øjenlæge. Vi svarer inden for 3 timer i åbningstiden, mandag til fredag kl. 08.00 til 15.00. Sager sendt uden for åbningstiden behandles fra næste åbning. Weekender og helligdage er lukket.

Vurderingens karakter

  • Vurderingen er rådgivende og bygger kun på det materiale, klinikken sender.
  • Den erstatter ikke en fuld øjenundersøgelse.
  • Ved akutte symptomer, fx pludseligt synstab, smerter eller lysglimt med skygge, skal kunden henvises direkte til skadestue eller vagtlæge og ikke via Øjeblik.
  • Øjenlægens vurdering er det endelige svar på sagen. Spørgsmål til vurderingen klares på telefon +45 32 22 82 20.

Pris og betaling

99 kr. pr. vurdering. Ydelsen faktureres i dag uden moms.

Vi fakturerer månedsvis bagud. Betalingsfristen er 14 dage. En vurdering faktureres, når øjenlægen har sendt svaret.

Klinikkens pligter

  • Give korrekte og fyldestgørende oplysninger
  • Indhente kundens samtykke, før billeder og oplysninger sendes
  • Ikke sende navn, CPR-nummer eller andre direkte identificerende oplysninger
  • Holde login hemmeligt og kun give adgang til autoriseret personale
  • Give besked straks ved mistanke om misbrug

Drift og tilgængelighed

Vi gør vores bedste for, at Øjeblik altid virker, men kan ikke love fejlfri drift. Planlagt vedligehold sker så vidt muligt uden for åbningstiden. Er tjenesten nede, skal klinikken bruge sin sædvanlige henvisning.

Ansvar

Vi er ansvarlige efter dansk rets almindelige regler for den faglige vurdering. Vi er ikke ansvarlige for tab, der skyldes forkerte eller mangelfulde oplysninger fra klinikken, nedbrud hos leverandører eller indirekte tab som driftstab. Det samlede ansvar for andet end den faglige vurdering er begrænset til det beløb, klinikken har betalt de seneste 12 måneder.

Opsigelse

Begge parter kan opsige aftalen med 1 måneds varsel til udgangen af en måned. Ved væsentlig misligholdelse kan aftalen ophæves straks. Afsluttede vurderinger faktureres også efter opsigelse.

Ændringer

Vi kan ændre vilkårene med 1 måneds varsel. Klinikken skal acceptere den nye version ved næste login.

Lovvalg og værneting

Dansk ret gælder. Tvister afgøres ved retten i Aarhus.